Sarah's VOID

06-02 Ny cykel, for mange informationer fra min far. Kunne ikke skubbe det væk da det blev ved med at være relevant.
06-03 Lyras arbejde. kl 22,
06-07 Angst over bustur, Udmattet, ubegrundet frustration, ked af det
06-08 Aften flytte seng, fejlcykelkøb, meningsløshed, rastløshed, ingen interesse i noget bestemt
06-11 Lørdag eftermiddag. Frustration med meningsløshed, tab af lyst til at gøre noget, tab af overskud til at gøre noget, ønske om ikke at eksistere, frustration med folk det ville påvirke. Rysten, hoved i bord. Frustration med ikke at blive givet fri autonomi

Runde af hænder: Hvad er det vigtigste vi har lært i Fagets videnskabsteori og etik: Datalogi og IT-produktudvikling?

Det er nemlig rigtigt! Computere kan ikke tænke, fordi de aldrig har spist en hamburger!

Computere kan ikke tænke fordi de aldrig har spist en hamburger Vi har logisk bevis fra TØ. Vi vil hermed føre et hurtigt empirisk bevis:

Har nogen af jer nogensinde set en computer spise en hamburger? Nej vel. Derfor kan de ikke tænke.

Konsekvenser af dette faktum • Hvis en computer spiser en hamburger, vil den blive intelligent. • Vi kan forhindre singulariteten ved at stoppe den globale produktion af hamburgere. Men beroligende: Er det overhovedet en tænkbar fremtid.

Præsenteres: The stock photo theorem. Tænkelige scenarier subsets mulige præsentationsemner Jf. Peters Doctrine: Alle pointer bør illustreres Mulige præsentationsemner subsets monetizable stock footage Fordi kaptialisme: monetizable stock footage = existing stock footage Hvormed: Possible scenario subsets existing stock footage Kort sagt: Hvis det er en tænkelig fremtid, findes der et stock fotografi af det. Hvormed: Computer eating hamburger. 1700 resultater….

Hvad SPT kan fortælle os:

Vi spiller mario kart, sherbert island? [Sherbet Land] Du taber runden, kigger på mig og siger /Det er bare et cope, en måde at udskyde smerten på, og det går ikke særligt godt/ Jeg ved ikke hvad der er galt, men jeg kender følelsen Mennesker som du aldrig kommer til at møde. Mennesker som aldrig kom til at møde mig. Jeg vågner i dine arme og ønsker at blive der indtil det ikke betyder noget længere.

Det er en sen sommer eftermiddag
En unge skater i ringen mens hans kammerater ser på
Jeg smider cyklen og rygsækken og smider mig en tid.
Jeg blinker, og mine ting er blevet stjålet, cykelhjelm inkluderet
Jeg leder men finder ingen spor

0658

Der er minkmarked på havnen
Jeg har gjort et fund på dba og spørger min far vil køre mig. Det er i den forladte del af byen, på den anden side af jernbanenettet. Primært gammel industri. Bilen bliver vendt skævt, og han har /intet ønske om at blive her længere end nødvendigt.
Han bakker over utallige kryds hen af en Skrågade i en fart af 80
Det virker ikke sikkert, men her er virkeligt ingen.
Jeg kigger ud på de tomme bygninger med manglende ruder. Et stykke ude lyser en bygning op med et hexagonalt logo. Det ligner fremtiden.
Gpsen drejer os af på en lige vej. Vi fortsætter baglæns.
Hastigheden gør mig angst. Jeg beder min far om at sænke farten. Han lytter ikke
Der er et bank på ruden

Klokken er 0557

Et kemifirma, tre hexanringe som logo har etableret sig.
De laver pr rundvisninger, under stærk opsigt af lokalt politi og private vagter.
Området er goldt, og de holder publikum i et lille demo-komplex.
Jeg bliver vist hen for at opnå et visitor badge. I spøg spørger jeg om jeg kan se mere uden.
Jeg roder mig ud i problemer, og stikker af efter en cylinder lækker hvide krystaller over mig og området. Det virker inært, deres ulancerede vidundermiddel til landbruget? Jeg får senere at vide at jeg nok ikke skal forvente af have mere end et halvt år tilbage. En actionfilm spiller, som jeg ikke har indvirkning på.
Jeg tager min jakke. Den har i mellemtiden været vært til en familie af sommerfugle

Sociale konflikter.
Min nabo er uansvarlig og smadrer en bil fordi hun ikke vil kommunikere.

Klokken er 0627

En hotelkæde er ikke så fancy når det kommer til stykket.
Jeg ser bekendte smadre 3d printere på et hotelværelse fordi de ikke gider at forstå sproget

En dag vågnede vi i skyggen af den.
Intet gradvist, ingen varsling. Det skete bare.
Dens tilstedeværelse konstrueret som en uundgåelighed.
Som om den altid havde været der, alternativet en vag drøm.

Reklameret som et fremskridt, en naturlig progression.
Stolt opført af mennesker uden ansigt men ét navn,
til en samling af mennesker uden ansigt, uden navn.
Reelle arbejdere en uheldig nødvendighed,
ansigter udvaskede for at minimere opmærksomhed.

I sin første form var den tom og vindblæst.
Et geometrisk monument. En advarsel om nutidens synder.
Ikke som skudt fra jorden, men med et fast og kvælende greb i den.
En varsling om at flere ville tage plads omkring.
Død, intimiderende og parat.

Øjeblikkeligt blev den en konstant påmindelse i vores hverdag.
Konstant så vi ikke kunne betvivle eller påtale den. En forudsætning,
som om den altid havde været et faktum af vores situation.
Synlig altid, alsted. Altid. Intet før, intet siden, men aldrig hjemme.
Umuligt hjemme.

Det var det ikke tilstrækkeligt at indhylle os i dens skygge. Aldrig tilstrækkeligt. Beklædt i glas etablerede den sig som en aktiv magtdemonstration. En invitation til at indse vores ubetydelighed.
Ikke nok sten i gaden til at gøre en forskel.

Om morgenen blændes vi i dens refleksion til vi intet kan se, udover solen i dens glas.
Og om aftenen drukner vi i dens skygge til vi intet kan se, udover dens udefinerede og altindhyllende omrids.
Altid uundgåelig. Altid alting. Altid. Alt. Jeg vil væk, men jeg er blind. Findes der nogen udvej?

Noah dermed to wanr to talk befor ei æef
Youeeebløøö
What
I get it. It’s intense with thes
But it’s been nice taæking with you
… Same!

Fokusere på egne behov At eksistere i de her rum på egne præmisser
Samtaler på højt niveau, intet galt med at falde i det faglige
B

Jeg vågner fra en drøm bedst beskrevet med sin egen indbyggede metafor af konstant at skulle gå rundt med et almindeligt opstillet skakbræt. Jeg må ved hver bevægelse samle brikker fra gulvet og sætte opstillingen på ny.
Jeg vågner ked af at ansvar over for andre betyder jeg ikke bare kan lade mig dø

Hej
Mit mentale helbred har været skidt den seneste tid, så jeg bliver nød til at melde fra på sommerhustur. Jeg kan bare ikke overskue det. Håber i får godt vejr.

Hej,
Jeg vil gerne have henvisning til en psykolog, da jeg først har tid til udredning i 2022, og mine udfordringer i hverdagen er umiddelbare og tyngende.
Vh Sarah

Note: Psykologhjælp udbydes kun til folk der umiddelbart er til fare for sig selv. Hvis ikke, vent en måned og en halv, og kom så tilbage.

Hej Sarah Tak for din henvendelse. Deværre er der jo fortsat betydelig ventetid men du er velkommen den 11.1 2022 kl. 13.00 til første samtale. Adressen er Skelagervej 1.1 sal 8200 Århus N. Du får en eller to påmindelser hen ad vejen. Hvis du inden dette tidspunkt får aftale med anden psykiater vil jeg bede dig om at give mig besked.

Med venlig hilsen Speciallæge i psykiatri Lars Merinder

Hej, Jeg skriver igen som opfordret efter henvisning fra min læge til udredning af autisme.

Som nævnt har jeg udfordringer med stærke sanseindtryk - specielt lyde, med sociale interaktioner som er drænende og svære at forstå, og skift i planer. Dette er stadig en udfordring for min uddannelse på alle tre måder, til tider nærmest invaliderende.

Håber det er muligt at finde en tid.

Vh Sarah Alrøe

En gåtur hvorpå jeg så
En uforstyrret fiskehejre
En hare i et dilemma
Hænder der gav udtryk for at ville mere
Et minde formet som grene over en skovsø
En død fugleunge uden fjer
Et fladt dæk med et stykke hjem endnu
Hænder der alligevel ikke var noget
Fem på stribe højt engageret
Solen et kort øjeblik
Og de resterende ællinger. Fem store, fire små

Vi etablerer hermed tre perspektiver på brugerinddragelse igennem designer-som-flue-metaforen:
Fluen på væggen: Ingen grad af brugerinvolvering. Fluen observerer, og handler uden for brugerens bevidsthed.
Fluen i suppen: Brugerinvolvering. Fluen deltager aktivt i brugerens praksis, og brugeren må i et omfang tage stilling til fluen. Der opstår et samarbejde omkring suppen imellem fluen, brugeren, og andre stakeholders som eksempelvis kokken.
Fluen galt i halsen: Invers brugerinvolvering. Brugeren bliver den primære aktør som instigeret af fluen. Brugeren må nødvendigvis tage stilling til fluen og handle for at undgå at blive kvalt. Der kan her perspektiveres til kritisk design.

Hej Sarah Desvrre har jeg aktuelt lukket for nye henvisninger indtil den 1.7. Hvis du henvender dig den 1.7 kan du påregne at få en tid i december-januar. Med venlig hilsen Speciallæge i psykiatri Lars Merinder

Hej, Jeg har fået en henvisning fra min læge til udredning af autisme.

I grove træk kan de udfordringer jeg oplever beskrives som: Stærke sanseindtryk kan være meget overvældende. I disse tilfælde bliver jeg ulykkelig, og i specielt slemme tilfælde lukker jeg ned og mister jeg evnen til at handle og/eller får en stærk trang til at komme væk. Dette gælder specielt larm og høje lyde. Udfordringer med sociale interaktioner. Jeg har svært ved at læse personer, altså forstå hvad de mener og svare som forventet. Dette er specielt ved nonverbale og ikke-eksplicitte udtryk. Sociale begivenheder er enormt drænene på min energi. Ligeledes kan jeg i disse situationer også blive overvældet og må væk. Abrupte skift i planer er svært for mig. Dette gør mig angst og gør det umuligt for mig at danne overblik over hvordan jeg skal handle.

Muligheden at jeg kunne have autisme blev bragt op som barn hvor jeg, mod mine forældres ønsker, den gang nægtede at blive udredt. Jeg fandt i stedet en form for forklaring og ro i at være et begavet barn (som medlem i gifted children).

Jeg er i dag i gang med en universitetsuddannelse, hvor alle disse aspekter giver udfordringer i hverdagen med larmende teoretiske øvelser, udmattende interaktioner i gruppearbejde og derigennem også en omskiftelig dagligdag. Jeg er over det seneste 1½ år blevet voksende bevidst om hvor meget det påvirker min hverdag og livskvalitet, og kan se at jeg har brug for noget hjælp.

Med det ville jeg høre om jeg kunne få en tid?

Vh Sarah Fjelsted Alrøe

KARAKTERBEGRÆNSNING: 400 TEGN

Hej, Jeg har fået en henvisning fra min læge til udredning af autisme.

I grove træk er de udfordringer jeg oplever at stærke sanseindtryk kan være meget overvældende, sociale interaktioner er svære, abrupte skift i hverdagen ligeledes. Jeg er i gang med en universitetsuddannelse, hvor alt dette giver udfordringer i hverdagen.

Med det ville jeg høre om jeg kunne få en tid?

Vh Sarah Alrøe

Sensoriske udfordringer

• Svært ved larm
• Kan ikke fokusere på en stemme hvis der er for meget larm eller andre taler
• Svært ved uforventet berøring
• Svært ved nogle teksturer

Sociale udfordringer

• Interaktioner med andre
• Svære at læse
• Kræver meget energi. Bliver udmattet af sociale begivenheder
• Bliver let for meget, leder til frustration, gråd, flight respons

Planlægningsmæssige udfordringer

• Svært ved uforventede situationer
• Kan ikke overskue, skal have tid og tilvending

Sundhed.dk find behandler, ring til dem

3+5 masters + phd

Samtale om mulig henvisning til udredning for autisme

Snak med forældre
Genkendelse af sensoriske og sociale udfordringer

Netto hændelserne var ikke det der overbeviste mig om du var kleptoman

For du havde allerede stjålet mit hjerte

Så fandt ud af den komplette historie med breakout room lyd.
Åbenbart havde en fra vores hold haft to enheder forbundet til zoom på samme tid. Somehow havde han haft mikrofon tændt på begge, men lyd slukket på den han ikke aktivt brugte. Så uden bevidsthed om at al lyd i hans rum blev broadcastet til main room hoppede han mellem forskellige breakout rooms og snakkede med folk. Fordi han hoppede mellem forskellige rum og der dermed kom mange forskellige stemmer troede de først at alle breakout rooms lyd blev broadcasted i main room.
Han fortsatte så i en tid med at snakke ting der nok ikke hørte til uden for et lukket room mens Jens flere gange uden held bedte ham om at mute. Til sidst mutede Jens ham så selv.
I en fortsættelse lykkedes det selv samme dude at mic-blaste os alle til en TA session senere på dagen. Var vidst ikke lige hans computer-dag….

Østrogen meget højt
Hedeture som sidste efterår
Ny blodprøve

Videre behandling
Tankegang z nedre kirurgi z omklædningsrum
Men eksternt z jeg er egentligt rimeligt ligeglad
Normalt en ubetydelig del af min hverdag
Som en vorte. Vil egentligt ikke have den men whatever
Aseksualitet, men kan det ændre sig?
Lige nu virker det som for stort et indgreb ift behovet

Kvart androcur hver anden dag

Tag næste blodprøve senere på dagen måske aften før?
Tidligere dosis
Samtale i februar

Oh btw fandt ikke helt ud af hvordan jeg skulle tolke din overraskelse i går udover positivt, men hvis du har nogen relaterede spørgsmål skal du bare spørge :p

Vi holder i vejkanten. Bilen er sunket svagt ned i det våde græs. Den er løbet tør for benzin, og der er ingen tankstationer i gå-afstand. Telefonen viser “igen dækning”. Sådan er det herude. Hvis der ikke er nogen mennesker, er der intet behov for mobilnetværk. Vi sætter os ind igen i den svindende varme. Måske løser det hele sig selv. Vi læner sædet tilbage og lukker øjnene.

Jeg hører DSB chimen i baggrunden.
Jeg sidder i et tæt lokale med et støjannullerende headset på for at fungere.
Det trykker som i en togkabine.
Måske er det mit hoved som mener det er tid til at stå af.

Hej Sarah

Jeg kender godt alle de følelser - jeg har haft dem selv, og har dem stadig en gang imellem.

Først og fremmest er det fedt, du tænker over de her ting, og netop stiller spørgsmål ved dine forudindtagelser. Kirurgi er en stor ting, og jeg selv er kommet til den konklusion, at jeg ikke ønsker det - men samtidig ærgrer det mig, at det vil være så meget mere angstprovokerende at gå i omklædningsrum eller bare gå i strammere tøj, som min krop er nu.

I sidste ende er det for mig, som det også virker til at være det for dig, en frygt for at blive set skævt til og ikke passe ind. Og jeg er kommet frem til, at jeg stadig godt kan gå i omklædningsrum, hvis jeg vil, men at jeg nok ikke gør det uden at have en god ven eller min kæreste med, bare for det tilfældes skyld, at der skulle være en træls person samme sted.

Jeg synes, det er vigtigt at du træffer beslutningen om din krop for din skyld. Du skal ikke gøre det for at leve op til andres forestilling om, hvordan en kvindelig krop ser ud, men kun for at kunne leve dit bedste liv. For mig er bekymringen for og konsekvenserne af kirurgi stadig værre end de i det store hele små gener, min krop pt. afføder, og du må gøre dig det samme regnskab!

I tråd med dette er jo også det der med at give afkast på heteronormen. Du kommer netop ikke til at passe perfekt ind i den, men det er der i grunden også ret få, der reelt gør. Det at du er transkønnet forhindrer dig ikke i hverken at få kæreste (og måske senere ægtefælle) eller børn, men det gør det muligvis en smule mere besværligt.
Igen må du jo overveje grundigt, hvad du egentlig gerne vil. Ikke for at gøre andre tilfredse, men for at gøre dig selv tilfreds. Og uanset om du vil have børn eller ej, om du er sammen med en mand, en kvinde eller en non-binær person (eller flere eller alle eller ingen af delene), så er du ikke den første, der har gjort det, og hvis du nu ender med ikke at være så heteronormativ som din omverden forventer, så er det måske også meget godt, at de bliver udfordret lidt 😉

Jeg er selv en transkønnet kvinde i forhold med en lesbisk ciskønnet kvinde, og jeg har først for nyligt fundet ud af, at jeg også selv er lesbisk. Jeg har fejlet heteronormen på alle måder, og det har været noget så angstprovokerende, men det er det rigtige for mig. Jeg tror rigtig mange af os drømmer om at kunne passe fint og elegant ned i nogle flotte kasser, og det giver helt sikkert også en masse tryghed at kunne det, men vi bliver trods alt mest lykkelige af at være os selv. Som du jo (forhåbentligt!) også allerede har erfaret gennem din transition.

Du finder din mening ved at gøre de ting, der er rigtige og gode for dig, og ved at holde ører og øjne åbne for dem. Tal med dine venner om det, og vid, at du aldrig er alene. Under alle omstændigheder er vi her til at lytte til dine tanker og tilbyde råd.

Og husk også, at du kun er 21, og det er de færreste, der har regnet deres tilværelse ud i den alder. Du har lov til at prøve ting af og ombestemme dig, og du skal nok finde mening igen. Jeg ved godt, det er hårdt lige nu, og du må prøve at tro på, det går over. Det tror jeg på.

Skriv eller ring endelig, nårsomhelst du har brug for at vende noget med os!

Mvh,
LGBT+ Rådgivningen i Århus

Hej, jeg skriver efter rådgivning omkring udfordringer med kønsidentitet.

Jeg ved ikke lige hvordan det her fungerer, så her er noget info om min situation:
Jeg er en 21-årig transfeminin universitetsstuderende, som startede på hormonbehandling for lidt over et år siden, og nu er blevet indbudt til samtale om potentielle kirurgiske indgreb.
Ved første tanke virkede nedre kirurgi som en ret skræmmende men nødvendig behandling. Mit ræsonnement (baseret på tidligere oplevelser) lå blandt andet i at jeg gerne igen ville kunne tage i svømmehallen uden at have et nedbrud over hvordan jeg ikke kan passe ind i noget omklædningsrum.
I refleksion over den tanke kom jeg dog frem til at det ikke rigtigt er et internt behov, men nærmere et fra omverdenen. Ville jeg overhovedet føle dette behov hvis min nuværende kropsform var mere normaliseret i samfundet? Alene er jeg egentligt ikke specielt dysforisk om mine dele. Det er først rigtigt i mødet med omverdenen at jeg indser at min krop er “forkert”…
Sammentrukket har jeg det altså svært ved at adskille hvad jeg reelt gerne vil med min krop, og hvad der bare er et behov for at at passe ind.

Parallelt med disse overvejelser har jeg haft nogle negative tanker om min fremtid. Det at transitionere involverer på mange måder at give afkast på den heteronormative ide om livet. Som mine het venner danner kærestepar og min nevø begynder at tale har jeg det svært med at netop alt det ikke er i min fremtid længere. Dette har efterladt mig med et tab af mening, som til tider gør mig ret ulykkelig.
Hvor finder jeg et alternativt formål og mening?

Jeg undskylder meget den underlige skrivestil. Håber i kan hjælpe på vej.
Vh Sarah

Hendes voice sample minder mig om dune soundtracket som jeg fant en sen aften. Jeg kan ikke længere huske konteksten. Jeg ved godt jeg romantiserer, men på en måde savner jeg da det kun var mig og mine tanker alene. Ingen andre at håbe på. Savner ikke alt det andet tho.

At give mening til det hele
Ikke at være uønsket
At tillægge mig selv en klam maskulinitet
At kunne forstå hvem jeg er og hvorfor
At føle mig ønsket
Ikke at kunne kommunikere ordentligt med andre
Ikke at være så bange for at min verden går under

Jeg gør hvad jeg skal, men det gør ingen forskel. Der er ikke noget der kan give bekræftelse. Det er ikke nok. Jeg havde håbet jeg kunne være noget meningsfuldt for nogen som ikke følte sig forpligtet.

Det er så smertefuldt at forsøge kontakt uden at gøre skade. Jeg kan ikke undgå at læse at jeg er rent til besvær. Ikke had- bare apati. Jeg ved det ikke gør lige ondt på dem, men det er jeg alligevel ikke værd. Hvad jeg giver er blot betaling for tolerance af min ulidelige tilstedeværelse. Nogle gange tror jeg at jeg skimter en gengældt glæde. Den er for flygtig til jeg overhovedet kan genkende dens eksistens. Hvad jeg ikke kan forestille mig.

Jeg faldt i ideen at jeg kunne blive nogen ved at gøre. Jeg faldt direkte tilbage i det jeg prøvede at slippe fra. Den rene aktør, en tom identitet. Jeg fik smagen af eksistens. Det er svært at trække vejret. Det er som om jeg skal kaste op. Jeg vil det virkeligt inderligt, men intet jeg gør, gør noget. Jeg er fortabt i en drøm om forandring, om at jeg kan gøre noget meningsfyldt. Det hele er så flygtigt og udvasket. Jeg glider ud af mine hænder.

Jeg finder en form for ro i at betragte mit liv som en tragedie. At det er okay at det ikke er okay. Ikke at det giver nogen forløsning. Jeg lytter til andre tabte drømme og prøver på at lade som om det er dem jeg græder over.

Tweet: Tfw your mind enters default loving node with the reporter and you miss the stage left cue from production (Screenshot of news program. She i standing right in front of the presenter on the right side of the frame. Her floofy hair completely covers the presenters face)

Det er canadisk valg. En debat mellem to venstre partier. En alene repræsentant hævder han løber i cirkler om tre fra et andet parti, og kan forudsige udviklingen af alle deres politikker. Deres politik er åbenbart bare centristiske ideer i en mildt progressiv forklædning. Let gennemskueligt for den ældre socialist.

Hej, ønsker ikke at presse mig på og har kun begrænset kendskab til dig, men hvis det ikke allerede er klart:
Hvis du mangler nogen at snakke gender shit med, vente om /the cis/ til eller whatever siger du bare til. Dunno hvor du er i alt, men tænkte jeg ville gøre det tydeligt ^_^

Igen kan jeg ikke adskille hvad jeg vil fra hvad jeg burde ville.
Savner jeg mere nære relationer, eller er det bare samfundspres?
Måske er det misundelse. Måske har jeg stadig ikke helt sluppet det heteronormative ideal. Måske er det bare den nuværende form af evig utilfredshed.
Er der folk jeg ikke finder ulidelige i længden?
Kan der være nærgående folk som jeg ikke finder afstødende eller afskrækkende?
Hvorfor tror jeg at jeg vil hvad jeg ikke vil?

For at få hende ud af mit hoved bader jeg i mælken
jeg salter til det ikke længere kan drikkes som havvandet
iler mod undergrunden i selskab af blod og pesticider fra indland
jeg hjælper dem på vej for jeg kan ikke komme ud af bruseren
erkendelsen at vandet stadig står ved lukket hane for
jeg er ikke lige affundet som hende med smerten
fra den indlysnede håbløshed af alle de store drømme
jeg havde baseret mit formål på som værn
mod den uundgåeligt nærmende dommedag hvori
jeg savner da drømmen blot var min eksistens
hvor jeg ikke kunne få hende ud af mit hoved
men jeg kan ikke stoppe tårerne

at få hende ud af mit hoved bader jeg i [mælken] saltes af tårer til det ikke længere kan drikkes som [havvand] iler mod undergrunden i selskab af blod og pesticider jeg hjælper på vej fordi jeg ikke kan komme ud af [bruseren] skjuler erkendelsen at jeg ikke er lige affundet med smerten som [hun] skråler den indlysnede håbløshed af alle mine store drømme den gang var blot om min eksistens nu truet
om muligheder
jeg havde baseret mit formål på som ønsket værn mod den uundgåeligt nærmende dommedag
jeg savner drømmen blot var min eksistens hvor jeg ikke kun
men jeg kan ikke stoppe tårerne
fug

“Please stop drawing penises on the boards”

- Af Sarah - 21 år.

Da jeg først blev præsenteret for Momentum Vitae med den simple beskrivelse “Gay pirates” kunne mit gamle fujoshi hjerte ikke dy sig. Hvad jeg dog fandt i min gennemlæsning var ikke uden for, men alligevel fjernt fra mine forventninger.

I en ungdommelig frygtløshed over for hårde emner og evnen til forsvarlig præsentation af disse skaber Bek en voldsom fortælling om et ungt monster som flygter fra sin undertrykkende tilværelse i søgen efter mening, formål og frelse. Noget der kan findes, ikke i, men gennem et par mørkebrune øjne. Dette leder til et eventyr på havets bølger og i havnebyers beskidte gader. Et eventyr med ærligt klare twists, men tvetydige og uklare forløsninger. Mere vil jeg ikke spoile.

Som læser bliver man næsten øjeblikkeligt mødt af en kantet fortællestil med tendens til hyperfokusering på bestemte detaljer, men samtidig med en dulm og apatisk præsentation af normalt voldsomme hændelser. Sproget reflekterer den både hypo- og hypersensitive hovedkarakters opfattelse og fortolkning, men ofte manglende forståelse af en højrøstet men kontaktløs eksistens. Dette sprog forklarer og indbyder til indlevelse i en karakter som ellers først virker dybt uempatisk, og giver i sit bedste en nærmest hjemlig fortolkning af verdenen.

Med sproget følger også en genkendelig ængstelighed som strækker sig udover hovedkarakteren. Dette giver et meget ‘edgy’ udtryk, som resulterer i nogle måske tvivlsomme skildringer af mental sygdom, neurodiversitet, og kærlighed. Modsat giver dette dog også anledning til at behandle teksten på et meta-kontekstuelt personligt plan - noget som for mig tilføjede halvstærke tragi-nostalgiske elementer til oplevelsen.

Det skal for sensitive læsere bemærkes at romanen indeholder portrætteringer af selvskade, voldtægt, drab og /heteroseksuelle interaktioner/, hvilket forståeligt kan afskrække mange. Alligevel er Momentum Vitae anbefalelsesværdig, hvis ikke så meget for sin brede fortælling, så da i sin evne til at indgyde en reflektion på gamle, forladte sindsstemninger, og i de små søde luftlommer af simpel ungdommelig forelskelse.

Så, sæt playlisten du en gang plejede at falde i søvn til på, gem dig fra omverdenen, og vær klar på ikke at opleve nogen klare forløsninger, hverken fiktionelle eller personlige.

Husker egentligt at det forvirrede mig noget at min hjerne stoppede brat ved holde hænder.
Hvis det var et rigtigt crush, betød det så ikke at man skulle have /sådan nogle/ tanker??

sat i sætninger som aldrig [stopper) en linje med ordet som starter en {ny] mening dannes for ordet i hvert af [leddene} danner til sidst cykliske (digte]sat i sætninger som aldrig [stopper) en linje med ordet som starter en {ny] mening dannes for ordet i hvert af [leddene} danner til sidst cykliske (digte]sat i sætninger som aldrig [stopper) en linje med ordet som starter en {ny] mening dannes for ordet i hvert af [leddene} danner til sidst cykliske (digte]

Et ikon med en forkert udtalelse
5000 tabte følgere, 3 dødstrusler
Ranter og forklarer
Folk indså ikke hun var etselverkendt sellout lang tid inden
Platformen ruller videre
Splid er godt for forretningen.
Hadet er engagement. Det holder fast
Fanget i platformens drama opstår ingen organisering
Fanget i platformen venter de alle passivt på den store organist. Evigt skuffede
Platformen fodrer dem spor af håb, fanget i skaller hvis egne interesser er fastgroet i den.
Platformen bygger kun hvad bygger platformen

Vi har isoleret os i dage
uden nærhed og kontakt
for vores alles bedste
har det stadig godt

Return the mice to the deep police or face the consequences.
Getting your hands burnt

Jeg kigger gennem store mængder af gammelt rod i bunden af skabe og kommoder. Der er adaptere og hd-dvder, smadrede telefoner og gamle spillekonsoller.
Jeg finder pappet fra en pakke Lenzetto med et outdatet design. Med sprit touch og kreativitet, en anmodning om påmindelse og joken om bivirkninger. “Siden jeg nu har fundet ud af…”
Det gør mig bekvem at vide at jeg ikke er den første. Det er en velkendt stil. Jeg ved hvor den kunne have været sat op.
Der står noget bagpå, men jeg når aldrig at vende den.

“I am but a dog” doth furry said onto me
“Lead me to peanut butter, and I shall lick”

Hvor der blandt andet er min brors eks-kæreste. Hun har fået transplanteret væv til næsen og har farvet de midlertidige stykker. Hun beklager sig over ikke at gøre noget, og vi bemærker at det er sådan for alle

Hun har slettet sine twitter konti og gjort alle sine yt videoer private
Så galt har det ikke været før
Jeg håber det bare er midlertidigt
Jeg håber hun er okay

Jeg lukkede hesten ud
Og gik rundt i mængden fordi jeg ikke kunne sidde stille
Jeg så datalogen med et lille flag ved kravebenet. Hun havde fået en tatovering og brændemærke på foden med to af sine venner
Jeg spottede udsmids-elektronik på terrassen og måtte tjekke hvad lignede modulære strømforsyninger
Min studiegruppe havde ledt efter mig. Der var 9 min til vi skulle op

Jeg holder kameraet under en række interviews Et vandrensningssystem som er alt for ineffektivt. Vand pumpes ud af toppen i intervaller og danner store bølger En stor attraktion for lokalbefolkningen

Yeh jeg crusher hard
Tror jeg
Eller måske fremmedgører jeg bare mig selv og tænker mere imod

Jeg går i seng med datalog på hjernen,
og drømmer om verdenens undergang
Det regner stærkt udenfor
Regnen erstattes af smålyn imellem træer og skyer
Skyerne trækker sig sammen og bliver kulmørke
De danner en vortex som kigger direkte mod mig
Neonfarvede mønstre teger sig i ringen
Jeg vågner med datalog på hjernen

Og jeg fik kun lavet en stjerne
Rød og lilla velour
Faldt i snak omkring spreadsheets
Faldt i snak omkring julekalendere
Faldt i snak omkring Nordisk mytologi
Og klokken blev lidt over 8
Whassup med de her endorfiner???

Og det store spørgsmål der er, om det bare ikke er noget jeg gider, eller om det er fordi jeg er bange for det, fordi det stadig er nyt. Min umiddelbare tanke er at det er det første.
Det så performativt, og ærligt er det ikke noget jeg kan holde ud. Synes lidt jeg har haft rigeligt af den slags.
Jeg hører man skal være pænt klædt, og det gør mig træls, for jeg giver ikke en fuck for at se pæn ud. Det en forventning jeg ikke kan og ikke gider leve op til. Det ikke en udfordring, det ikke sjov. Det er krav og det er følelser af underlegenhed. Og det er så meget forbruger.

This staircase affords slipping on and breaking your neck

Vi besætter et rigmandshjem. Alle 100+ af os. Politiet kommer, men de er ikke nok. Hvorfor har jeg taget min bageplade med?

Vi deler prisen for en undervisningsbog. Vi laver alligevel det hele sammen. Det en kemibog der bliver solgt ud af et pause lokale. Med lidt god vilje får jeg skubbet rabatten op på 26,5%. Vi tænder en bunsenbrænder med et fremmed design, og har svært ved at slukke den igen.

Det er ikke noget for mig
Jeg har ikke behov for at være nogen anden
Jeg bør ikke forklare mig selv gennem noget andet
Hvorfor ser vi os selv i handelsvarer?
Forbrugeridentitet så dybt indgroet
Andre bærer den økonomiske byrde at holde hende i live
Det gør mig klam at jeg kan købe emotionelle oplevelser
Og jeg kan ikke holde ud at der er et menneske bag
Og at det er virkeligt

> Det fukin copaganda
< Det fuckin gay
> How?
< Hvis du ikke kan se det….så nvm
> Aight okay .. But why tho?
< Idk
> Money I gæs
< Maybe

En kvinde som løb afsted efter noget.
En hjemløs.
En ældre dame uden nogen busafgang.
En mistænkelig mand.
En sporarbejder som pudsede en betjent efter den hjemløse.
En med denimjakke på, 3 badges på venstre bryst. Sort, grå, hvid, lilla?
En kvinde som løb tilbage fra noget. Fuld fart.
En ældre mand med sin formodede kone som kiggede efter pant i skraldespanden.
En bekymret bekendt med en taxa til den busafgangsløse.
Et rigtig flot krøllet hår på en generelt veludført stil.
Og tre søde doggos.

Jeg kiggede i spejlet før jeg gik i bad
Det fik mig til at smile, ligefrem grine
Jeg var glad for hvad jeg så
Ikke at jeg forventer at det er perfekt herfra
Men nøj det er skønt kortvarigt at se sig selv mere feminin en maskulin

Opdatering 10-31: Stadig i god stand.

Det gør mig så elendig at se alle dem som har givet op.
Intet håb om et alternativ. Forkastelse af dem der stadig drømmer.
Spydig humor som erkender uden behandling.
Hvornår mister jeg selv håbet?
⍽

Jeg tænker over hvordan fremmede folk læser mig.
Hvorfor er det noget jeg giver en fuck om?

Jeg kan ikke rigtig længere se film og serier. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør mig utroligt ukomfortabel.

2/3 pust skift hver dag

Stop med at læse ind i det
Du bliver bare skuffet
Hvorfor er hun så perfekt?
Hint: Det er hun ikke

Lige nu er jeg en gås iblandt
Der er en fukin elegance og jeg ved ikke om det er medfødt eller tillært
Whatever
Vi har alle vores problemer
Jeg håber vi alle er og/eller bliver okay

Jeg køber grøntsager hos en andenetnisk sælger.
Der er en patrulje på besøg. Hun virker venlig over for mig, nærmest en smule sky.
Man kan ikke lave en tomatsovs uden løg. Man kan godt uden chili, men så bliver den ret mild.
Sælgeren hundser omkring efter dokumenter mv. Hendes stemme ryster stærkt.
Hun er bange men holder en stram samtale.
Uh, der er også svampe til salg.
De knuser et halvt løg for at undersøge noget.
Er du fra Thorshøj?
Nej jeg bor ovre på Bymosevej.
Jeg peger over min skulder. Jeg har ingen anelse om hvor jeg er.

Okay så der er noget galt i rækkefølgen men her er et datablast:

Humør klarede op ved indgangen af 4. uge til et grundniveau over hvad jeg husker. Det er rimeligt cool. Jeg har dog også haft dysforiske episoder betydeligt værre end almindeligt. En morgen brugte jeg 30 minutter i gråd i forsøget på at få fjernet ansigtsbehåring. Jeg kunne ikke holde ud at kigge på mig selv i spejlet. Det blevet underligt let at græde. Ganske bekvemt i andre situationer. Totalt worth.

Der er utvivlsomt ved at ske ting og sager ved min krop. Hud virker helt sikkert blødere, og betydeligt mere skrøbelig. Måske er der ved at ske forandringer i min fedtfordeling. Min mor mente at mit ansigt så anderledes ud. Jeg kan ikke set det, men egentligt kan jeg slet ikke finde ud af hvordan jeg ser og så ud så intet under.
For noteringens komplethed: Mit libido er meget stødt svundet til ikke særligt meget. Det er utroligt befriende.
Også, rimeligt præcist på 1. måneds mærket begyndte jeg at føle ømhed i mine bryster. Der er nu synligt vækst. Ærligt blev jeg overrasket over hvor positivt jeg har følt den udvikling. Jeg havde ikke tænkt det som noget der betød særligt meget for mig, men åbenbart. At kalde dem bryster virker ret fremmed i mit hoved, og nok også stadig en overdrivelse, men det lader til at være noget jeg bare må vende mig til…

De seneste par dage har jeg døjet med en underlig mangel på følelse af at være menneske. Et disconnect fra andres oplevelser og følelser. En ide om at jeg har misset et eller andet essentielt. (Note: Blev skrevet ved 2. måned. Har ikke rigtig været et problem siden)

Jeg bliver meget hurtigere udmattet. Fik taget blodprøver d. 8. Tror de viser et ret lavt T niveau, så kan være noget med det at gøre. Jeg har tid på CfK næste uge.

Som nævnt tidligere fik jeg tildelt et nyt personnummer. Jeg endte ud med bare at skulle klikke et par knapper for at få nemid til at udstede et nyt certifikat og give mig adgang igen. Et par dage efter fik jeg sendt anmodning afsted om nyt nyt navn. Det blev bekræftet lidt over en uge senere. Det har været lidt besværligt at få navn og nummer opdateret over det hele. Jeg er stadig i gang.

I går begyndte jeg flytte ind i en lejlighed. Der stod Silas på døren og postkassen. Det skulle gerne være ændret nu. Introdage for studiet starter næste onsdag.

Tror ikke jeg har noteret det konkret nok: Det hele er bare så meget bedre nu.

Verdenen er ved at dø.
Vi har vidst det siden vi var børn.
Vidst at ingen af os har magten til at ændre det.
Intet vi kan gøre. Vi isolerer os selv.

I en grådig drøm om vækst tilbydes vi et alternativ. En platform.
Frihed, lighed, evighed: Alle falske løfter.
Løgne vedligeholdt for at bevare kontrol så længe muligt.
Revnerne er åbenlyse for dem der har indset det.
Platformen er ved at dø.

Jeg sidder ved en offentlig computer og kan ikke finde rundt. Jeg indser det er d. 11 og jeg har misset min blodprøve aftale med flere dage. Jeg kigger i kalenderen og finder striber af dage jeg ikke kan huske overhovedet som om vi bare er passeret dem. Implikationerne bringer mig i gråd. En sygeplejerske sætter sig ved mig og spørger hvad der er galt. I det mindste adresser hun mig korrekt. Jeg vågner frustreret.
Jeg har en svag hovedpine og mine skuldre er mere anspændte en normalt, men der spiller et soko track i mit hovede, så det er bekvemt.
You can take my heart for a walk on the beach. You can take my heart for a little trip.
Min hjerne er meget chatty. Det tramper hele vejen rundt.

Så, hvordan fanden samler jeg et liv af skæv socialisering, et bevidst ønske om ikke at konformere og et behov for alligevel at leve op til ideen?
Alt hvad jeg ikke kan finde ud af
De mange år jeg er bagud
Alt det jeg tror at jeg er komfortabel med
Som alligevel får mig til at hade mig selv

Jeg har store drømme
og ingen af dem virker håndgribelige
Og ingen af dem omhandler noget betydeligt

Jeg kan ikke se hvad jeg er
Jeg kan ikke se hvad jeg skal blive
Det er alt sammen usynligt eller forkert

Jeg finder på alle mulige små svar og bemærkninger, men de er alle upersonlige for jeg har ingen idé om grundlaget

Jeg havde sådan håbet det hele bare ville falde på plads for jeg var løbet tør for muligheder. Men det giver kun mindre mening nu og jeg er bange

Der er dårlige tanker og jeg frygter den dag de kommer til at give mening

Men jeg kan ikke stoppe nu
Jeg vil ikke stoppe

Alligevel, er jeg bare ved at gøre klar til at lukke og slukke?

Vi skal med letbanen
To tog holder ved en y-sammenslutning.
Der begynder begge at køre for vi når derhen.
Den høje er langsommere og må bremse hårdt. Den går af sporet. Den anden bremser også og giver os tid til at stå på mens den genstartes.
Der er intet gulv så vi må løbe på jorden eller hive os op i rælingen.
Jeg mangler at bestille en billet, men kan kun gøre det når toget er stoppet. Jeg går først forkert og kan ikke finde automaten, hvorpå jeg indser den var lige ved hvor jeg før stod. Jeg sætter et kort i automaten.
Ingen ved hvor mange stop vi skal og fumler med deres telefon. Toget begyndt at køre igen.
Vi er på vej til et institut af en slags. Det lyder ærligt kedeligt.

Følelsen af at ligge en søndag morgen uden planer i sin seng, endnu ikke fuldkommen vågen eller bevidst om ens fysiske virkelighed. Fuldkommen komfort.
Fredag (07-12) vågnede jeg og blev liggende i min seng med samme følelse. Og da jeg stod op blev den hængende dagen igennem ind i lørdag.
Mit humør har siden stilnet af igen, men jeg ser frem til det måske engang bliver almindeligt forekommende.

I går aftes modtog jeg en mail om e-post fra CPR kontoret. Da jeg forsøgte at læse det var mit nemID blevet blokeret. Åbenbart er nemID tilnkyttet en offentlig signatur som spærres når man skifter CPR nummer.

En stor undervisningsbygning med forbløffende konsistent layout. Fascister forstyrrer et foredrag. Vi driver dem ud af bygningen med slag. Strøm kappes. De har taget loftpositioner med våben. Jeg render rundt til jeg finder en lukket sofa hvorfra jeg ingen kan se. Der bliver komplet stilhed, med undtagelse af fuglenes kvidder uden for. Jeg blændes af lyset fra min telefonskærm før jeg skruer det med. Jeg prøver at kontakte klassekammerater. Ikke læseligt.
Jeg vågner. Arbejde i dag.

Jo der er tid nok
Men jeg låser døren alligevel
For jeg har ikke lyst til at forklare

Er det pessimistisk at indse
At efter alt dette er ovre
Vil der stadig ikke være mening

Og mens jeg er fortsat indtil nu
Bliver jeg stadig bange
At jeg ikke kan blive ved

Jeg kunne gemme mig i forbrug
Eller forklæde mig i andre mennesker
Eller sige det samme igen mere komplekst

Men det er alt lige vagt
Og jeg falder ud af det igen
Jeg ville ønske jeg var bedre til at lyve

Flere dage med elendigt humør.
Gennemtrængende håbløshed.
Bekendt tom fremtid.
Rimeligt konstant træt og udmattet.
Øget appetit lader til at være forblevet.

Jeg ser med på skærmen og jeg føler deres budskab
De kendte ansigter fortæller deres personlige pli
Og jeg kigger på mine behov og mit forbrug

For det er vores alles problem og vi er alle medskyldige
- Og løsningen ligger hos mig

Jeg ved hvor jeg handler og jeg stemmer med min pung
Mine bekendte hører om alle deres fejltrin for jeg ved hvordan
Og vi skændes indbyrdes og splittes til ingen

For det er vores alles problem og i er alle skyldige
- Og løsningen ligger hos jer

Jeg møder Manden med et velkendt ansigt
Han roser min pli som han trækker sig tilbage til sit værk
Og jeg tror på min sag i skorstenenes skygge

For det er vores alles problem og vi er alle lige skyldige
- Og løsningen ligger hos os

Jeg ser med hver morgen på billederne og graferne
Det bliver værre og værre på trods af mine ofringer og forsøg
Og jeg ser mit fråseri og jeg føler mit svigt
Og jeg indser at verdenen vil ende med mig
Og jeg ved kun en løsning er drastisk nok
Og min stemme forstummes
Og verdenen går under

Observationer:
Jeg føler mere ro. Formodentlig bare reaktion på at være overkommet ventetid.
Dele af min hud er allerede blevet blødere. Huden på mine hænder er mere tør.
Jeg er både mere træt og sulten end før.
Ellers ikke nogen betydelige forandringer.

Jeg tager om morgenen min første halve pille og to pust til underarmen.
Resten af dagen forløber som forventet uden nogen mærkbare forandringer.

Hej, jeg ringer for at annullere din aftale d. 27. Vi fik samlet de 20 strå fra din første deponering.
Jeg kører senere på dagen rundt til tre aarhusianske apoteker for at finde min medicin på lager.

Alt for tidlig morgen. Alt for lang togtur. Rigshospitalet opgang 5.
Ventegang. Navnekald. Et par stykker papirer at læse og udfylde.
Et lille lokale. Instruktioner og værktøj. Afleveres i lokalet over for.
Efterfølgende samtale med læge om papir og fremtidige muligheder.
Blodprøver, overstået. Resten af dagen en form for tøsetur. Hippe bekendte, genbrug, shopping, takeaway mad.
Længere togtur hjem. Signalproblemer. Halv times ophold i Odense.
Grim interaktion med tre idioter. Intellektuel tilgang hjælper intet mod folk med dårlige intentioner.
Første gang synlig i det offentlige rum, første gang et mål. Ikke nogen fan.

Jeg tror det er vigtigt at lære mig selv at alle elementer af et udtryk er midlertidige. Ligesom udtrykket selv, ligesom personen der gør det. Det er alt sammen dele der går i stykker og må repareres, erstattes eller udskiftes. Det er okay ikke at fremtidssikre og præservere i så høj en grad. Lad det flyve. Det er okay. Jeg er bange for at dø for tidligt men mine motivationer er altid stærkest midt om natten.

Med udgangspunkt i dosering sat ved 4. samtale:
Lenzetto, 2 pump dgl
Androcur. 1/2 tabl dgl
Hver Lenzetto beholder er lavet til at levere 56 doser, og sælges i pakker af 3 til 228,40 dkk. Altså varer en beholder ca en måned.
Androcur sælges i pakker af 50 tabletter til (omkring, forskellige producenter) 286,00 dkk.
Rundt regnet med disse dosis er årlig pris uden tilskud:
(12 * 228 / 3) + (286 / 100 * 365) = 1956 dkk.
Der gives i Danmark tilskud til denne medicin som vokser med størrelsen af udgifterne. For en 18-årig bliver den reelle pris derfor omtrent:
980 + 322 + 0.25(1956-1625) = 1385 dkk.
*Note: Hvis man er medlem af sygeforsikring danmark kan man få yderlige tilskud på mellem 25-100%

Venterum, et par. Akavede og indelukkede. Sammenhængende og på vej.
Nu hos gynekolog. Intet usædvanligt i dine blodprøver. Fra vores og dine noter virker du som et typisk tilfælde.
På en skala fra 1 til 10, hvor galt er det? Hvad forventer du at få ud af den her behandling? Hvad mere? Hvad mere? Hvad med din og dit? Fint at din ide om femininitet ikke er så traditionel.
Er du sund? Hvad med din familie? Kræft efter nyretransplantation. Er det arveligt? Noget vi må tage højde for men det skal ikke stoppe os. Forbruger du alkohol? Stoffer? Hvad med dit mentale helbred?
Her er de kropslige konsekvenser du kan forvente. Godt og skidt. Er der mulighed for at du kunne ønske at have børn med en person med livmoder i fremtiden? Vi får dig henvist til Klinik for Vækst og Reproduktion, og tager dig op på næste månedsmøde.
Når der er styr på det får du et brev og en recept:
lenzetto 2pump dgl.
androcur ½ tabl = 25 mg dgl
Vi ses igen om tre måneder. Husk at få taget blodprøver 2-3 uger inden. Nogle spørgsmål? Er du tilfreds? Fjernelse af hårvækst - et større foretagende. Ingen grad af solbrun. Ikke om sommeren. Flere millimeter over huden nødvendigt. Vi kan snakke om det til efteråret.

Kvalitetsrobotter
Fra 3000 ;-

Planning our revolution or just managing the existencial dread like the rest of us

Opsummering af forrige samtaler
Bekræftelse af planen
Hvad der så skal ske herefter
Nogle spørgsmål?
Blodprøver til næste gang - et velintegreret system

Og det pusler mig om der er formål med afstanden i mit sprog eller om jeg bare er bange for mig ligsom resten af verdenen

Jeg husker en gang at have relateret til Dexter ykno tv serien.
Det virkede bekendt at være et monster iblandt der omhyggeligt prøvede at passe ind og virke normal. Jeg kan ikke huske i hvor stor grad, men tror gerne jeg også så mig som en eller anden form for monster.
Hvorfor er det så svært bare at lukke øjnene og falde i søvn.
Jeg føler mig måske på en måde mere tom nu, men måske er det bare fordi jeg ikke længere forsøger at bygge et kunstigt jeg i det

Jeg kan også føle empati
Vil du ikke nok tro mig?
Et eller andet sted fra
Det skærer og det gør ondt
Fordi jeg kan se mig selv
Eller fordi jeg lader som om
Det nåede ind til mig, ikke?

Stille græden sig selv i søvn til støj. Spøjst callback

Jeg lytter til dem alle synge deres hjerte ud. Det flyder med følelse sansning og drøm.
Jeg ønsker at jeg selv kan rive dem med, men jeg kan ikke synge med den her stemme og jeg kan ikke fatte noget materiale.
Hvor der skulle være en flod er blot opskrifter, systemer og uigennemsigtige formodede tomrum.

Okay jeg forstår godt hvorfor jeg kommer så sent i seng. Det er stadig et kaos

Displayet flimrer i krogen af mit øje
Kortvarigt ser jeg hvert enkelte punkt oplyst
Men jeg ved at numrene og viseren er ægte

Jeg har lidt lyst til at falde gennem sengen og lande på det kølige støvede gulv under.
Jeg ville hellere have levet et andet liv men her er vi
Folk jeg kender ville have været fremmede og ude af eksistens. Jeg kunne elske hvem jeg møder på gaden så inderligt
Men her er vi

Dokument forberedt. Tre A4 sider.
En genopfriskning og færdiggørelse af begrundelse.
Hvad vil du opnå? Noteret på papir med et hjerte.
Hvad vi kan tilbyde. Hvordan det skal foregå.
Tænk over dette til næste gang.
Vi ses til april :|

Vi kørte til Aalborg, fandt en parkeringsplads og gik ind i en uskiltet bygning.
Første etage, venterum
Alrøe! .. Du kan følge med ind på mit kontor
Hvad skal jeg kalde dig?
hvad identificerer du dig som?
Hvad har ledt dig til den konklusion?
Vejledende med et sæt af spørgsmål
Historier fra min barndom
En unødvendig bekymring om at skulle bevise sig selv
Men ved ikke rigtig om vi kom nogen veje
Til næste gang: Skriv det hele ned. Alt hvad du husker.

Hvori jeg gør den forfærdelige indsigt hvor meget bedre jeg kunne være af havde jeg opdaget against me I stedet for crystal castles under 14/15 efterskole ophold.
Ja jeg ved godt at jeg ser potentiale men hvordan ville jeg have reageret på mine følelser konkretiseret på en sådan måde i stedet for “Will you watch petals shed from the flowers in bloom” sikket shitshow.
Nothing can hold up to promise
Nothing can stop its narrative
Nothing in place but catalysts
And you’ll never be pure again
Har fandme stadig størstedelen af teksten imprintet

Jeg er ikke i det for pengene
Jeg er ikke i det for en fremtid eller et større formål
Jeg gør det bare for at have en undskyldning

pt. 1

For en gangs skyld går verden under på en god måde
Det gør stadig ondt, måske nu endnu mere fordi der er omridset af en mening
Og jeg frygter nu så inderligt at tage fejl og miste grebet
Dette er sidste reb ud af en tidligere velkommen tomhed
Mit baghovede siger stadig jeg er en løgn men endnu er håbet

Jeg har følt det før. Frygten for ikke at være i kontrol over mig selv. Og jeg ved ikke hvorfor jeg føler det nu, men det gør mig bange. Hvorfor tilbage til den nat nu hvor jeg faktisk er på vej. Jeg er bange for at dø, og det skræmmer livet af mig.

Tænkende på den tid, hvorfor fanden indså jeg ikke hvorfor jeg havde brug for at opbygge en skal om mig selv som jeg selv kaldte det? Terminologien passer ligefrem ind. Hvad prøvede du at beskytte dig selv fra? En indre virkelighed du ikke var parat på andre skulle se. Dovenrøv putter alt arbejdet over på mine ældre forvoksede skuldre

pt. 2

Tro ikke at jeg betvivler nogen valg her
Men jeg frygter nok fremtiden mere nu end jeg før har gjort
Nok fordi der faktisk er en mulig fremtid som kan opnås
En fremtid som kan gå tabt
Og jeg tror inderligt at en glæde kan findes der, men hvad hvis jeg ikke kan. Hvis ikke er den eneste mulighed jeg ellers indtil nu har knuet væk, og jeg kan ikke rigtig se noget der skulle holde mig fast.

Parasitter graver under min hud
Titter frem så vi alle kan se
Jeg river dem ud ved hovedet
Empatiløst sisyfosarbejde
Hvem tror du at det overbeviser?

Det gælder vidst for de fleste at de er meget mere fokuserede på sig selv end de er på andre… Hvilket vel kommer mig til gode selvom jeg nok også er skyldig.

Sidenote: Troede pludselig evne til at græde meme var en sideeffekt af HRT men noope. Lader mere til at skyldes ny emotionel åbenhed efter endt selvfortrængelse. Forbløffende forfriskende, men jeez er der en manglende kvote som jeg skal indhente?

Visdomme gjort:
Medmindre du ønsker et puritansk samfund bør du ikke dømme andre efter din egen standard.
Glæde findes der hvor du ikke føler behovet for at skulle bevise noget.
Hvis din tilgang involverer at skulle slå folk gør du nok noget forkert.

02: Hvorfor har jeg kun motivationen og klare tanker til faktisk at gøre noget klokken lort?

03: Hvad gør du for at benægte dig selv glæde?
Spørg din læge i dag!

05: Vi blæser væk
Hvor blæser vi hen?
Hvor det blæser

24: Hvad jeg aldrig kan blive
Og der er intet jeg kan gøre ved det

Alting til sin tid og den tid satte du.
Du formodede åbenbart at noget ville komme på et tidspunkt. Det her er vist det. Hvad fik dig på ideen?
Og nej mine interesser er ikke bare et skjul. Ingen grund til bekymring om det

“Jeg kunne ikke være mere ligeglad
Jeg er bare glad for at du er min ven”
Senere fulgt af en rolig snak om fremtiden og om sund mentalitet
Thas prette golden

Måske er jeg bare mest bange for at have misset ud på noget som jeg ikke kan nå nu. De minder der er, er alle plettede. Måske savner jeg bare et spøgelse der alligevel ikke ville have været. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at drømme tilbage om hvad kunne have været.

Så kom gråden alligevel. Det gør ondt men jeg tror det er godt. Ikke helt den samme ‘stille så de andre ikke hører med hovedtelefoner skruet op’ som der var. Det er helt sikkert godt.

Kan du sætte en procentdel på hvor meget af mig der er virkeligt? Jeg tror det er rimeligt begrænset. Sådan hvad er der egentligt af reelt menneske? Jeg kan føle at der er nogle grundlæggende motiver:
Jeg vil gerne at du er glad. Jeg vil gerne at du føler dig sikker. Men udover det?
Jeg ved hverken hvordan det, du eller jeg fungerer. Jeg kan ikke oversætte selv den simpleste tanke korrekt. Jeg kan ikke forstå selv den simpleste handling. Jeg ved ikke hvordan det virkeligt føles at snakke. Sådan uden om skallen. Jeg har aldrig lært hvad det faktisk involverer at være menneskelig. Jeg prøver at kigge indad, men der er ikke meget andet end tomrum bag. Tomrum med ekko af lavmælt men øreflænsende beklagelse.

Nu hvor det hele er markeret til nedrivning, hvad bliver så tilbage? Bare tomrummet? Noget overhovedet? En hullet afstøbning af et menneske? Kan det fungere i verdenen? Kan det føre meningsfuld interaktion? Kan det genopbygge sig selv igen? Jeg tvivler.

Jeg har haft så tralvt med at vedligeholde et ydre at jeg glemte alt andet. Det er selvfølgelig ren vås. Ingen grund til at lyve. Det har været ganske bevidst. Distraher selv og andre med skallen. Ignorer alt andet. Sæt dit mål. Gå mod det ligegyldigt. Spørg ikke hvad eller hvorfor. Selvreflektion er ikke en kilde til andet end smerte og en grusom realisering. Fuck det. Glem dig selv. Lev et spørgsmålsløst liv. Dø når det er tid.

Det var selvfølgelig en idiotisk tankegang som uundgåeligt måtte fejle på et tidspunkt, men nu hvor jeg betragter tomheden det har efterladt ønsker jeg mig lidt tilbage.

Selvfølgelig komplet meningsløse kvaler der er for sene at handle på. Min fremtid er allerede sat. Boksen er åben. Ingen måder at lukke den igen. Sket er sket.

Jeg har ønsket at græde dagen lang men jeg kan ikke. Ved ikke hvorfor, eller jo, det gør jeg vel. Skulle vidst være ret normalt.
Men ja… Forvent ikke et menneske af mig for jeg tror ikke der rigtig er noget bag skallen.
Undskyld du spildte din tid.

Jeg besøger lægen efter en forhastet aftale sat i værk af min mor der er bekymret for at jeg er ved at få en depression.
Jeg bliver screenet negativ for depression og får efter kort samtale igangsat en henvisning til Sexologisk Center i Aalborg. Ganske almindeligt får jeg taget en række blodprøver. Det hele tager mindre end 30 min.
Jeg bliver først ramt af en stærk glæde over et skridt fremad og efterfølgende en fortrydelse over ikke at have taget det skridt tidligere.

Nå, der er det igen
Av
Jeg har ikke lyst til at dø
Men hvis jeg bare stoppede med at eksistere

Jeg har det godt lige nu
Men der er ikke lang tid
Hvornår vender det tilbage?
Er det her allerede igen?

Det betyder meget mere for mig
End jeg tror du indser

Det er okay
Vi er okay
Jeg er okay

Jeg bryder om aftenen sammen og vrælter gennem mine tanker til mine forældres overraskelse. De reagerer venligt og støttende.

Årevis forgiftet
Ingen opbygget resistens
For det er jo alt som det skal være
Giv slip på mig for helvede

Lige nu en komplet ligegyldighed
Eller bare lad mig dø
Same fucking shit

Jeg løfter tanken hos en ven og bliver mødt af venligt og accepterende respons
Tak.

large frame design or small frames with very thick arms
curves, both around the eyes and along the arms of the glasses
flashy embellishments such as emblems, bright colors or bold metal accents

Jeg går på egne æggeskaller
Jeg kigger mig varsomt for
Gav du mig et rødt flag
Eller overfortolker jeg bare igen?

Jeg har svært ved at se
Hvordan disse medier
Ikke rammer ligedan
Hos andre
Men hvis det virkeligt er sådan
Er det nok en betydelig markør

I evigheder troede jeg det var normaltilstand
Ren apati med indslag af død
Men nogen spurgte
Vil du leve eller bare overleve?

At jeg er fucking trans.
Er det det som du vil have mig til at tilstå?
At det ikke er et almindeligt element af ungdommelig ængstelse konstant at stille spørgsmål ved selvet og hade sine brede skuldre, sin helvedes til kæbe, sine alt for høje tindinger, sin enorme behåring af krop og ansigt, sin stemme, sin fremførsel og sin fucking lugt når man sveder over netop det?
At mit hoved er fucked og det at leve et almindeligt liv er den faktisk umulige drøm?
At min forventede levetid skæres ned på grund af en hvad, 40% rate for selvmordsforsøg eller hvadfuck det er? Passer sku egentligt meget godt til nuværende sindsstemning.
At jeg finder mig selv i den mest damned if you do damned if you don’t situation: Vælge at lever resten af livet i en ægte løgn, fanget i evigt selvhad?
Vælge at forlade grundlæggende menneskelige mål for en syntestisk sandhed der 50/50 ender i et fucked liv alligevel? Petals shed from the flowers in bloom og alt det bras.
At jeg kommer til at se social eksklusion fra alverdens sider, en øget risiko for provokerede angreb, at havets fisk bliver et akvarium med en iltfattig guldfisk?
Velkommen til postmodernismens dystopi; dysfori!

En klovn er en klovn
Fjern næsen
En klovn er en klovn
Fjern sminken
Et menneske er en klovn bevidst
Fjern kostumet
Et menneske er et menneske var en klovn
Jeg er en klovn.

Et kig i gamle tilkendegivelser og statusopgørelser
Refleksioner over samme problematik mens den endnu var håndterbar:

Hvad er problemet med at leve en løgn?
Fortæl den nok gange og det er så godt som sandhed
Hvis ægte glæde er en løgn, hvorfor ikke gøre det til virkelighed?

En forvirret selvrefleksion
En erkendelse af tankers vedholdenhed
En bemærkning om tilbageholdenhed og passivitet
En frygt for æg efter salgsdato
En anmodning om hjælp uden en modtager
En håbløs forkastelse af muligheder

Datidens myrdende spørgsmål:
Vil du leve en ægte løgn eller en syntetisk sandhed?

Nu drukner det hele i indre skrig.
En tilsyneladende daglig forekomst.
Kan du ikke bare holde mund?

Frygt igen
Nu erkendt
Og fortolket
Eller misforstået

Gamle indtryk i nyt lys
Eller nye vrangforstillinger
Fra gamle tanker

Begge skræmmer livet af mig
Ingen rigtig løsning
Ingen mulig løsning

Jeg samler på spøgelser i dagstimerne
Bygger dem af intet og pakker i min rygsæk
Hver eneste en sten på ryggen
Tynger mig ned til jeg må sove dagen igennem
Skulle jeg vågne vil jeg kollapse under vægten
Så jeg samler på spøgelser endnu

Jeg får lavet huller i ørerne.
Massiv kønsdysfori skyller ned over mig de følgende dage.
Orig edit: 2018-06-16
Dered: 2018-07-28

Når det bliver sent kigger jeg på
køreplanen og indser at min bus
allerede er kørt _ tilmed for længe
siden. Næste bus mod et dødsrige. Alle
om bord toot toot mr skeletal
©️ 2015

Jeg besøger somerfuglehuset hver torsdag og lørdag. Sådan har det været en tid nu efter jeg fik skemalagt mit liv.

Om torsdagen tager jeg tideligt fri fra mit arbejde som salgsasistent. Der er aldrig nogen som bemærker det. Jeg ankommer klokken 7 og spiser aftensmad. Den kunstige nektar i fodringsstationerne er nok ikke tiltænkt mig, men jeg efterlader altid en femmer i donationsbokssen, så jeg tænker det er okay.

Vi sætter os på vores farvoritgren - eller jeg sætter mig på bænken som jeg plejer - og ser solen gå ned. Jeg er faldet i søvn på bænken før. Man får ondt i ryggen af det, så jeg plejer at gå hjem når huset er faldet til ro.

Jeg tager et skridt frem og flakser mine vinger. Mine fødder løfter sig fra jorden og jeg flyver frit omkring og føler mig hjemme. Der går krampe i mine muskler. Jeg falder i den ellers nydeligt anrettede kunstige sø og drukner.

Jeg vågner fra min drøm på bænken og går hjem for aldrig at vende tilbage. Jeg går på arbejde og stifter en famile. På min 74 års fødselsdag dør jeg af et hjertestop.

Hej
Det er mig, organisten
Ham der rydder op på dit skrivebord når du stempler ud og tager hjem
Jeg skriver nu til dig en sidste gang.. for at sige farvel .. og undskyld. Undskyld fordi du er kommet for nær og jeg bliver nød til at skubbe os væk igen.
Fra øjeblikket jeg først så dit skrivebord viste jeg at der var noget specielt over dig. Fet var et totalt kaos. Væltede Papirstakke krydret med rumkuglepenne, modelbiler, fremmede mønter og andre knuste drømme. De rådne æbleskrog i papirskraldespanden med legioner af bananfluer.

S: Hey børn. I dag skal vi lege dysfori!
Har du bemærket din kæbe for nylig? Nej hvor er den bare alt for tydelig hader du den ikke bare vildt meget? Hov og hvad er nu det, har du bemærket hvor brede dine skuldre proportionelt er? Wow det vil ikke passe særligt godt ind nogen steder hva? Også du burde virkeligt gøre noget ved resten af dit ansigt du har hår over det fucking hele. Hey skal vi ikke sidde i små evigheder og lade tankerne spinne om alle de andre gange tidligere hvor du har været i lignende mindset. Der er jo helt sikkert et tydeligt mønster her og det er ikke bare et tilfælde af selective memory. Se selv, her er en ting du skrev ned for to år siden der vagt peger i samme retning, hva’ det er jo ikke noget nyt huh? Yaaa kom i gang med at modarbejde den tankestrøm med modeksempler, for det er sundt. Hader du dig selv endnu? Hey kan du huske den gang i Heathrow lufthavn kl 3 om natten hvor et af sikkerhedspersonellet sagde here you go miss? Skal vi ikke lægge betydeligt mere værdi i den hændlse end den er værd? Øj, kunne det ikke være en god ide at forestille dig din fremtid? Kan du se dig selv som en gammel mand på plejehjem? Nej det kan du selvfølgelig ikke men det betyder jo hvertfald noget! Snakkende om fremtiden, hvad er dine planer for den kommende måned og de kommnde år? Hvad så du lever jo ikke for evigt. Der er ikke lang tid til at du er 19 og så er alle tænkelige ræs jo fint kørt og tabt hva? Hvad så hvor god er din sindsstemning nu? Hov og har du husket at lave lektier til i morgen?fuck dig. (22:08)

S: den slags :p (22:08)

M: Yeup (22:09)
M: Hvordan slukker du for det tho? (22:10)

S: No idea.. Distraktion i gues. Finder noget at holde mig hen med og så glemmer jeg mig selv in no time xddddd (22:12)

M: Ah. Same. Bare ikke altid det hjælper. (22:13)

De styrer ruteplanen
Dit eneste valg er stoppested